Hallux Valgus

Hallux (storetå) valgus (udaddrejning) er en fejlstilling af storetåen, så den drejer i retning mod lilletåen.

Dette bevirker at storetåens grundled delvist er ude af led, hvilket ofte medfører smerte, hævelse og rødme omkring leddet.
Leddet hæver op typisk på indersiden af foden, og der dannes en smertefuld og øm knyst. Forandringerne kan gøre det vanskeligt at finde passende sko.

Fejlstillingen af storetåen er karakteristisk, og trykgener med hævelse og rødme på indersiden af grundleddet er almindeligt.
Der kan også være trykgener mod tåen ved siden af storetåen. Det er ikke ualmindeligt at generne varierer efter aktivitet samt hvilke sko, der anvendes i forbindelse med aktiviteten.

Billede

Anbefalede produkter

Hvad er årsagen til hallux valgus?

Årsagen er ikke klarlagt.
For små og smalle sko og sko med høje hæle kan formodentlig bidrage til udviklingen af hallux valgus. Det er formentlig genetisk betinget også, da der ofte er andre i familien, der døjer med samme problemstilling.

Storetåen er normalt drejet udad 15-20 grader. Hvis storetåens udaddrejning bliver mere end 20 grader, vil træk i den indre storetåknogle fra især bøje- og strækkesener yderligere forstærke storetåens tendens til udaddrejning. De bånd der holder strækkesenen på plads kan briste, hvorfor tilstanden bliver irreversibel ( kronisk karakter )
Grundleddet vil blive presset ud, og tryk fra sko vil medføre en kronisk irritation af led og slimsæk på indersiden af tåen.

Med tiden vil der blive dannet en udvækst på knoglen i kanten af grundleddet.
Det forstærker yderligere trykgenerne. Storetåens "vandring" vil også påvirke de nærmeste tæer, som kan indtage en mere eller mindre udtalt hammertåstilling.

Behandling ?

Formålet med behandlingen er at lindre generne og bedre fodens funktion. Den vigtigste behandling er at anvende sko ( evt. med indlæg ) der passer godt til foden.

Smalle og spidse sko ville potentielt kunne gøre det værre.

Polstring af området og indlæg mellem storetåen og tåen ved siden af kan lindre smerterne.
Bøjning og strækbehandling ( gymnastik )af forfoden kan hjælpe til at opretholde bevægeligheden i leddene.

Nedkøling med is efter aktivitet kan dæmpe irritationen.

Tidlig korrektion af forfodsplatfod og fornuftig brug af sko kan muligvis hæmme udviklingen af tilstanden.

Operation kan i nogle tilfælde komme på tale.